Første livstegn fra Rwanda

Saa er vi fremme. Turen gik fint, selvom der var lidt forsinkelse ud af Kastrup. Der var dog meget turbulens paa turen, saa Thomas var ikke happy.

Vi ankom loerdag aften, og blev hentet i lufthavnen af en fra organisationen FVA. Allerede nu er det en helt anden verden, som har moedt os. Vildt spaendende.

Vi bor i et guest house for andre frivillige, en pige Christy fra US og en fyr fra US, men han er smuttet nu efter 3 mdr. hernede.

Det er et fint murstenet hus, hvor vi har et lille vaerelse. Toilet og alm. vestlig bad paa gangen. Stuen er der sofa, tv, samt spisebord og stole. Thomas blev glad i loerdags, da vi saa et tv, og saa at der saagar var "Premier League"..men glaeden var kort, da abonnementet netop stoppede d. 15. december..hihihi..meen maaske det kommer til at virke igen. Men saa er det godt, vi har boeger samt koebt trivial og bezzerwiser i rejseudgaverne.

Vores kok Eddie bor i huset med os. Han er 20 aar, og meget venlig, men taler naermest ikke et ord engelsk..vi proever med faa ord, en ordliste paa engelsk og kinyarwanda (lokale sprog), som laa i huset, og det hjaelper lidt...fandt ud af at han ingen familie har, da hele hans familie blev draebt under de frygtelige begivenheder i 1994. Desvaerre er hans historie langt fra unik. Det er SAA trist..men godt at se, at de tilsydeladende lever fredeligt nu til trods for den frygtelige og barberiske historie, hvor 1 mio. mennesker mistede livet paa under 100 dage i 1994.

Vi tager enten bussen eller en "moto" (motorcykel) hen til boernehjemmet. Det er noget af en oplevelse. Virker kaotisk, men saa er der alligevel struktur i det. Man saetter sig blot ind i bussen (lille rugbroed) og venter paa, at den fyldes op med mennesker, og saa koerer man afsted..med fuld musik..ret fed house eller "homie" musik :-)..fra vi gaar hjemmefra, og til vi kommer frem gaar der ca. 1 time afhaengig af trafikken. I dag tog vi dog en moto, og ja..det var hurtigere..men man skal lige vende sig til at sidde bagpaa.

Det er en 15 min. gaatur til bussen. Hovedvejene er faktisk fine..Rwanda har en ok infrastruktur..men koerer du vaek fra disse veje, er det blot jordveje med kaaempe huller. Saa ja..loebeturer bliver der nok ikke noget af.

Ud over ovenstaaende transport kan man ogsaa tage en cykel som taxi, hvor man sidder bagpaar (ikke tuk tuk, men normal cykel med en pude bagpaa :-) men vi synes alligevel, at det er lidt synd, at de skal have os siddende bagpaa op af bakkerne. Rwanda er nemlig kendt som bjergenes land.

Vores mobiler virker ikke, saa ja. ingen kontakt. Har koebt lokalt telefonnummer, men det funger vist ikke ud af landet. Vi sidder pt paa en netcafe, da der ikke er wifi.

Intro og Memorial

Foerste dag kom vores kontaktperson og hentede os. Hun hedder Claire og gav os en 3 timer lang intro. til Rwanda kultur, historie, sprog, kutyme samt volunteer jobbet. Efter denne intro tog vi ud paa Genocide Memorial, som er et mindested for alle de doede fra 1994. Det var virkelig godt lavet, men uhhh..hvor er det FRYGTELIG FRYGTELIG, hvad der skete. Taarerne trillede ned af Helles kinder...billeder, skeletter, boernetoej, knogler, fortaellinger samt billeder af mange boern..babyer, som blev slagtet og draebt med machetter..hvordan kan mennesker vaere saa onde..det ene oejeblik din nabo, og det naeste oejeblik din fjende. Det er ikke til at forstaa, hvilke grusomheder, som foregik, og hvordan verden blot kiggede paa uden at roere en finger. Endnu mere ubegribeligt er det at forstaa, at alle disse mennesker i dag lever fredeligt sammen og har lagt alt det bag sig..det er virkelig best practice, som mange andre lande kunne laere af. Alle over 20 aar har gennemlevet dette eller mistet familier og venner i denne event.

Hvad vi ikke vidste, var at hele konflikten stammer tilbage til den tid, hvor Tyskland og faktisk Belgien koloniserede landet og favoriserede tutsierne frem for hutu'erne. Indtil da dag havde de aldrig selv anvendt disse termer omkring hinanden..hm...saa det var ikke stammekrige, som pludselig broed ud, som vi troede..nej det er skabt af kolonimagterne, og som gennem mange aar udviklede sig til had mellem disse tidligere venner.

Som I kan hoere har det gjort meget meget stort indtryk og det er en stor del af Rwanda's historie i dag, som man aldrig skal glemme. Derfor er der disse memorials rundt om i landet, hvor skeletter og knogler er gemt for at vidne om, hvad der fandt sted, saa det ALDRIG sker igen.

Boernehjemmet

Tirsdag kom vi endelig ud til boernehjemmet og moedte barnebarnet til ham, som i sin tid etablerede stedet. Vi moeder typisk kl. 9-16.00. Boernehjemmet var ogsaa involveret under the genocide, og blev brugt lidt som et sted, hvor folk flygtede til og gemte sig.

Vi talte lidt kort omkring, hvad vi kan lave..men virkelig INGEN struktur eller organisering. Vi styrer det 200% selv. Thomas faar hurtigt solgt sig selv som IT-manden, som faar noeglen til IT rummet med ca. 10 pc'er. Dette rum samt "Art" rummet er doneret af en koreansk NGO, hvor repraesentanten fra den organisation kommer ca. 3 gange om ugen og hjaelper. Hun har boet i Rwanda i 2 aar.

Der er en ok fodboldbane, som godt nok er lidt smadret med graes og meget jord. Nogle af de store drenge slog graes forleden med machetter...puha..haardt arbejde. De bor i smaa dorms..meget beskidte og rodet. Der er raekke toiletter og bade samt en stor spisesal med baenke og borde. Der er ogsaa et tv i dette rum. Vi faar sagt "muraho", som betyder "hej" paa kinyarwanda..jo jo..vi har da laert nogle ord, da mange af boernene ikke taler engelsk eller fransk.

Kontakten til ungerne skabes ved, at vi gaar ned til nogle af dem, som spiller et "glaskugle spil", og saa spoerger de, om vi vil vaere med. Ligesaa stille faar vi opbygget relationer til nogle af ungerne. Det er i dag torsdag, og vi er kommet godt ind paa livet af nogle af dem. Der er 129 boern, hovedsageligt drenge i alderen 15-20 aar.. ret store muskuloese og hoeje drenge. Saa det var noget full-on, da vi moedte dem inde i spisesalen. Der er ogsaa piger og nogle smaa stoerrelser..faktisk er der lige kommet en pige paa 2 aar..so cute, som blot tuller rundt. De stoerre piger er soede til at tage sig af hende.

De stoeere boern vil gerne snakke, hoere hvor vi er fra, tale lidt om livet..om at blive voksen, uddannelse, kan ikke forstaa at vi ikke er gift, er meget taknemmelige for at vi kommer for at hjaelpe og stoetter dem. Nogle af soeskende paa stedet og andre er helt alene, nogle har familier udenfor, og andre ingen familier, nogle er her pga. the genocide, hvor de har mistet familien, og andre pga. fattigdom. Det er UTROLIG roerende, og ja hvor er livet ikke fair.

Hovedparten gaar i skole og nogle paa private boarding schools, da de er sponsoreret af folk, som jer og os. Vi kan virkelig se, hvilken forskel det goer for dem, at de kan gaa i skole og faa en uddannelse. De gaar vildt op i det og har dromme om at skulle paa universitetet og droemme om at arbejde med IT, business, etc. Det er skoent at se, at de gaar op i det, men ja..de ved jo ogsaa godt, at det er deres eneste mulighed for overlevelse.

Alt foregaar i et helt andet tempo end Helles 400 km. i timen, som hun har koert de sidste 4 mdr., hvor hun praktisk taget har arbejdet day and night og weekender..saa det er rart med en aendring..og utroligt som hun har vaennet sig til det hurtigt :-)

Endnu engang mange tak for de fine bidrag. Vi skal nok bruge dem godt. Vi har allerede koebt noget legetoej som fodbolde, sjippetorv, hullehopringe, bordtennis udstyr samt boeger og malerboeger. Det er vildt saa meget lykke det bringer. Helle har laest med nogle af ungerne, hvor de laeser op og oever deres engelsk. Ellers tegner og maler vi og spiller spil og leger lege..eks. "Simon says". Vi har en bog med herned med 120 lege, som er rigtig god.

Thomas spiller bold med drengene og har koebt nogle gode fodbolde, saa han er kommet godt ind paa livet af dem derigennem.

Helle gav en masse shampoo flasker og bodyshampoo, etc. ud til teenage toserene i dag, da hun havde gemt en masse fra alle sine hotelbesoeg. De var helt vilde med det, da de ikke har sadanne ting. De er ogsaa ret vilde de smaa med at rede Helles haar, fordi de har et anderledes haar :-)

Som sagt skal vi selv skabe vores plan for dagen, saa det skal man vaere indstillet paa. Det er nu ok, da vi kan se, at de har brug for, at nogle vil lege med dem, snakke med dem, vise dem omsorg og kaerlighed. Man bliver virkelig trist, naar man taenker paa, at de ikke har nogle foraeldre til at give dem det. Vi er allerede blevet knyttet til nogle stykker og flere kommer til. Ja..3 uger er virkelig ALT for kort tid...hm..

 

Udover os er Cristy her ogsaa lidt endnu. Hun var her for 2 aar siden, og er saa kommet tilbage for at hjaelpe igen. I weekenden tager vi op nordpaa taet paa Gisenyi, som ligger taet paa graensen til Congo. Der er nogle uroligheder i Congo ved graensen, men ja, forhaabentligvis bryder de ikke ud igen, naar vi skal derop. De andre volunteers var taet paa, da det broed ud sidst, men kom ud inden road blocks blev sat op. I Gisenyi ligger det andet boernehjem med 600 boern. Vi holder weekend ved Lake Kivu soen, som er ret nice, og saa arbejder vi julen over deroppe for at se det. Kommer tilbage til Kigali boernehjemmet paa onsdag, hvor vi bliver resten af tiden. Vi proever at se, om vi kan holde en nytaarsaftensfest for ungerne.

De mangler mad her sidst paa aaret, da de aabenbart kun budgetterer fra jan-sept, saa deres lager er ved at vaere brugt op. Saa vi vil ogsaa bruge nogle penge til at gaa ud og koebe noget mad til ungerne. Men vi styrer pengene, for selvom vi stoler paa personalet, saa ja..man ved aldrig...de er jo ikke vant til at have saa mange penge selv.

Som I kan hoere, saa er der mange indtryk allerede, og hvert barn er unikt med sin egen historie. Naar de griber ens haand, eller putter sig ind til en...jaa..saa er man da umennskelig, hvis man ikke foeler noget.

Det var den foerste del af vores historie..flere foelger naar vi igen er online :-)

Glaedelig jul.